Udvikling af forskningsudstyr

Danfysik fik i 2011 en større ordre på levering af udstyr og magneter til et stort laboratorie i Sverige. Laboratoriet er en moderne forskningsfacilitet, der med sine mange partikelacceleratorringe har som mål at blive et verdens førende forskningsanlæg.

Med flere års erfaring inden for vikle- og måleteknologi af magneter, har Danfysik A/S arbejdet tæt sammen med laboratoriet for at bygge det fremtidige forskningsanlæg, der kan bruges inden for et bredt spektrum i moderne forskning bl.a. synkrotron lysbaseret forskning og kernefysik.

Udfordringerne

Både de vandkølende magneter på flere meter og dem på blot et par centimeter er væsentlige byggedele i en moderne partikelacceleratorring. De meget forskellige magneter sætter store krav til alsidighed og præcision i produktionsafdelingen, derfor vikler Danfysik A/S ofte selv magneterne manuelt.

Det blev en stor udfordring for Danfysik A/S at håndvikle det store antal magneter inden for tidsrammen – især sextupil- og octopolmagneter – der skulle bruges til projektet i Sverige uden at gå på kompromis med præcisionen. Det krævede nytænkning i hele processen fra design til produktion.

Løsningen

Vindby (nu EnergiLeg) deltog i udviklingsarbejdet – både i forhold til design og produktudvikling af vikle- og støbeværktøj til sextupol-, octopol-, quadrupol- og dipolmagneter samt flere spoler. Både vikle- og støbeteknologien er et komplekst håndarbejde, som kræver stor omhyggelighed, hvilket stiller store krav til processerne i produktionen. Disse krav afspejler sig i værktøjets brugbarhed; det skal være nemt at anvende, tidsbesparende, og samtidig sikre den høje præcision i de færdige magneter.

Vindby (nu EnergiLeg) var med fra den tidlige konceptudvikling til den praktiske realisering af de nye typer værktøj til produktionsafdelingen. I udviklingsarbejdet anvendte vi de nyeste teknologier indenfor CAD modellering (Computer Aided Design). I tæt samarbejde med produktionsafdelingen, blev nye koncepter også diskuteret, udviklet og realiseret.

 

Danfysik A/S

Er en del af Teknologisk Institut og er i dag en af de førende leverandører af højteknologisk partikelaccelerator udstyr til anvendelse i forskning, sundhedsvæsent og industrien.  

Samarbejdet resulterede i brugbart værktøj og nye løsninger, der kombinerer arbejdsprocesserne i produktionsafdelingen hos Danfysik. Det har betydet øget produktion og optimerede arbejdsgange, fordi mange af de forskellige håndviklede magneter nu kan produceres på kortere tid og med stadig større præcision.